I dagens verden er yoga kendt for sine fysiske og fysiologiske fordele, men denne aktivitet med lav belastning har også en lang historie, der synes at gå så langt tilbage som 5000 år. Læs videre for at lære mere om yogaens gamle oprindelse, de religiøse og filosofiske begreber, der er forbundet med den, og dens udvikling gennem tiden.

Yogaens gamle oprindelse

Historiske beviser tyder på, at yoga først blev praktiseret af Indus-Sarasvati Civilisationen, også kendt som Harappan civilisationen , der blomstrede i Indusdalen (det nuværende Nordvestindien) engang mellem 3500 og 3000 f.Kr. Den begyndte sandsynligvis som en kontemplationsøvelse, der blev praktiseret for at lette sindet.

Det er dog svært at vide, hvordan yoga blev opfattet i denne periode, især fordi ingen endnu har fundet nøglen til at forstå Indus-Sarasvati-folkets sprog, og derfor er deres skriftlige optegnelser stadig et mysterium for os selv i dag.

Pashupati Seal. PD.

Måske er det bedste spor, som historikerne havde fra denne tidlige periode med hensyn til yogapraksis, det billede, der kan ses på Pashupati-seglet. Pashupati-seglet (2350-2000 f.Kr.) er et steatitsegl fremstillet af Indus-Sarasvati-folket, der forestiller en siddende trehovedet mand, hornede mand (eller guddom), som ser ud til at meditere fredeligt mellem en bøffel og en tiger. For nogle forskere kan den tilsyneladende ubesværede kontrol, som sælets centrale figur udøver over de dyr, der omgiver ham, være en symbol på magten som det rolige sind har over hjertets vilde lidenskaber.

Efter at være blevet den største civilisation i den antikke verden på sit højdepunkt begyndte Indus-Sarasvati civilisationen at gå tilbage engang omkring 1750 f.Kr., indtil den forsvandt. Årsagerne til denne uddøen er stadig genstand for debat blandt forskere. Yoga forsvandt dog ikke, da dens praksis i stedet blev arvet af indo-aryrerne, en gruppe af nomadefolk, der oprindeligt kom fra denKaukasus og ankom og slog sig ned i Nordindien omkring 1500 f.Kr.

Den vediske indflydelse i den førklassiske yoga

Indo-arierne havde en rig mundtlig tradition fuld af religiøse sange, mantraer og ritualer, som blev videregivet fra generation til generation i århundreder, indtil de endelig blev skrevet ned et sted mellem 1500 og 1200 f.Kr. Denne bevarelse resulterede i en række hellige tekster kendt som Vedaerne.

Det er i den ældste Veda, Rig Veda, hvor ordet 'yoga' optræder registreret for første gang. Det blev brugt til at beskrive meditationsmetoderne hos nogle langhårede asketiske vandrere, der rejste gennem Indien i oldtiden. Men ifølge traditionen var det Brahmanerne (Vediske præster) og Rishierne (mystiske seere), der faktisk begyndte at udvikle og forfine yogaen, i hele denperiode, der strakte sig fra det 15. til det 5. århundrede f.Kr.

For disse vismænd gik yogaens tiltrækningskraft langt ud over muligheden for at opnå en roligere sindstilstand. De mente, at denne praksis også kunne hjælpe individet med at nå det guddommelige i sig selv gennem forsagelse eller rituel ofring af egoet/jeget.

Fra midten af det 5. til det 2. århundrede f.Kr. dokumenterede brahmanerne også deres religiøse oplevelser og ideer i en samling skrifter kendt som Upanishaderne. For nogle forskere er Upanishaderne et forsøg på at organisere den åndelige viden, der er indeholdt i Vedaerne. Traditionelt har udøverne af de forskellige vedisk-baserede religioner dog også set Upanishaderne som en rækkepraktisk undervisning, der primært er sammensat for at give den enkelte mulighed for at få at vide, hvordan man kan integrere kerneelementerne i denne religiøse tradition i sit liv.

Der findes mindst 200 upanishader, som dækker en lang række religiøse emner, men kun 11 af dem betragtes som de "vigtigste" upanishader. Blandt disse tekster er Yogatattva Upanishad særligt relevant for yogaudøvere (eller "yogier"), da den diskuterer vigtigheden af at beherske kroppen som et middel til at opnå åndelig frigørelse.

Denne upanishad berører også et tilbagevendende, men væsentligt tema i den vediske tradition: Forestillingen om, at mennesker ikke er deres krop eller sind, men deres sjæl, som bedst er kendt som "Atman". Atman er autentisk, evig og uforanderlig, mens materien er tidsmæssig og underlagt forandring. Desuden er det identifikationen af mennesker med materien, der i sidste ende fører til udvikling af en vrangforestilling.opfattelse af virkeligheden.

I denne periode blev det også fastslået, at der var mindst fire former for yoga, nemlig:

• Mantra yoga : En praksis centreret omkring mantraer
• Laya Yoga : En praksis, der fokuserer på bevidsthedens opløsning gennem meditation
• Hatha Yoga : En praksis, der lægger vægt på fysisk aktivitet
• Raja Yoga : En kombination af alle de tidligere typer yoga

Alle disse lærdomme blev i sidste ende videreudviklet og organiseret af yogis vismand Patanjali.

Patanjali og udviklingen af den klassiske yoga

Stadig en bestseller. Se den her.

I sin førklassiske fase blev yoga praktiseret efter flere forskellige traditioner, der udviklede sig samtidig, men som strengt taget ikke var organiseret efter et system. Men dette ændrede sig mellem det 1. og 5. århundrede e.Kr., da den hinduistiske vismand Patanjali skrev den første systematiske præsentation af yoga, hvilket resulterede i en samling af 196 tekster, bedst kendt som Yoga Sutraerne (eller 'YogaAforismer").

Patanjalis systematisering af yoga var dybt påvirket af Samkhya-filosofien, som postulerer eksistensen af en oprindelig dualisme bestående af Prakriti (materie) og Purusha (den evige ånd).

Følgelig var disse to elementer oprindeligt adskilte, men Purusha begyndte fejlagtigt at identificere sig med nogle aspekter af Prakriti på et tidspunkt i deres udvikling. På samme måde gennemgår mennesker ifølge Patanjalis vision også denne form for fremmedgørende proces, som i sidste ende fører til lidelse. Yoga forsøger imidlertid at vende denne dynamik ved at give den enkelte mulighed for atgradvist forlader illusionen om "selv-liges-materie", så de kan vende tilbage til deres oprindelige tilstand af ren bevidsthed.

Patanjalis Ashtanga Yoga (otte-benet yoga) organiserede yogapraksis i otte faser, som yogien skal mestre for at opnå hvert enkelt trin. Samadhi (oplysning). Disse stadier er:

1. Yama (tilbageholdenhed): Etisk forberedelse, der indebærer at lære at kontrollere impulsen til at skade andre mennesker. Afgørende for denne fase er afholdenhed fra løgn, grådighed, begær og tyveri.
2. Niyama (disciplin): I denne fase, som også er centreret om individets etiske forberedelse, skal yogien træne sig selv i at praktisere regelmæssig renselse af sin krop (renlighed), at være tilfreds med sin materielle situation, at have en asketisk livsstil, at konstant studere den metafysik, der er forbundet med åndelig frigørelse, og at uddybe sin hengivenhed til Gud.
3. Asana (sæde): Denne fase består af en række øvelser og kropsholdninger, der har til formål at forbedre lærlingens fysiske tilstand. Asana har til formål at give yogaudøveren større fleksibilitet og styrke. I denne fase skal yogaudøveren også mestre evnen til at holde de indlærte stillinger i længere perioder.
4. Pranayama (åndedrætskontrol): Denne fase, der også vedrører den fysiske forberedelse, består af en række åndedrætsøvelser, der har til formål at bringe yogien i en tilstand af fuldstændig afslapning. Pranayama gør det også lettere at stabilisere åndedrættet, hvilket igen gør det muligt for udøveren at undgå at blive distraheret af tilbagevendende tanker eller fornemmelser af fysisk ubehag.
5. Pratyahara (tilbagetrækning af sanserne): Denne fase indebærer at træne evnen til at trække sansernes opmærksomhed tilbage fra objekter og andre ydre stimuli. Pratyahara er ikke at lukke øjnene for virkeligheden, men i stedet bevidst at lukke sine tankesindsprocesser for den sanselige verden, så yogien kan begynde at nærme sig sin indre, åndelige verden.
6. Dharana (koncentration af sindet): I denne fase skal yogien øve sig i at fastholde sit sinds øje på en bestemt indre tilstand, et billede eller en del af kroppen i længere tid. For eksempel kan sindet fastholdes på et mantra, billedet af en guddom eller toppen af næsen. Dharana hjælper sindet med at undgå at vandre fra den ene tanke til den anden, hvilket forbedrer udøverens evne til at koncentrere sig.
7. Dhyana (koncentreret meditation): I denne fase skal yogien, som går videre ind i forberedelsen af sindet, praktisere en slags fordomsfri meditation, hvor han fokuserer sit sind på et fast objekt. Gennem Dhyana bliver sindet befriet fra sine forudfattede ideer, hvilket giver udøveren mulighed for aktivt at engagere sig i sit fokus.
8. Samadhi (total selvindsamling): Dette er den højeste koncentrationstilstand, som en person kan opnå. Gennem Samadhi strømmer meditatorens bevidsthedsstrøm frit fra ham til det objekt, som han fokuserer på. Det anses også for, at yogien får adgang til en højere og renere form for virkelighed, når han når dette stadium.

Ifølge hinduismen gør det at mestre Samadhi (og den efterfølgende opnåelse af oplysning, der følger med det) det muligt for den enkelte at opnå Moksha, dvs. åndelig befrielse fra den cyklus af død og genfødsel (Samsara), som de fleste sjæle er fanget i.

I dag baserer størstedelen af de eksisterende yogaskoler deres undervisning på Patanjalis vision af klassisk yoga, men i den vestlige verden er de fleste yogaskoler primært interesseret i de fysiske aspekter af yoga.

Hvordan nåede yoga frem til den vestlige verden?

Yoga nåede først frem til den vestlige verden i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, da nogle indiske vismænd, der var rejst til Europa og USA, begyndte at sprede nyheden om denne gamle praksis.

Historikere antyder ofte, at det hele startede med en række foredrag om yoga og dens fordele, som yogi Swami Vivekananda holdt på Parliament of World Religion i Chicago i 1893. Vivekanandas foredrag og efterfølgende demonstrationer blev modtaget med ærefrygt og stor interesse af hans vestlige publikum.

Den yoga, der kom til Vesten, var imidlertid en forenklet udgave af de ældre yogiske traditioner med vægt på asanas (kropsholdninger). Dette forklarer, hvorfor den vestlige offentlighed i de fleste tilfælde tænker på yoga mest som en fysisk praksis. En sådan forenkling blev gennemført af nogle berømte yogamestre som Shri Yogendraji og Swami Vivekananda selv.

Et bredere publikum fik mulighed for at se nærmere på denne praksis, da der begyndte at blive åbnet yogaskoler i USA i første halvdel af det 20. århundrede. Blandt disse institutioner er en af de mest huskede det yogastudie, som Indra Devi grundlagde i Hollywood i 1947, hvor yogini'en bød forskellige filmstjerner fra den tid velkommen, såsom Greta Garbo, Robert Ryan og GloriaSwanson, som hendes elever.

Bogen Le Yoga: Udødelighed og frihed , der blev udgivet i 1954 af den berømte religionshistoriker Mircea Eliade, var også med til at gøre yogaens religiøse og filosofiske indhold mere tilgængeligt for vestlige intellektuelle, som hurtigt fandt ud af, at de yogiske traditioner udgjorde en interessant modvægt til epokens kapitalistiske tankestrømninger.

Hvilke fordele er der ved at dyrke yoga?

Ud over at hjælpe folk med at komme i kontakt med deres indre åndelige verden har yoga også andre (mere håndgribelige) fordele, især med hensyn til forbedring af ens fysiske og mentale sundhed. Dette er nogle af de fordele, som du kan drage fordel af, hvis du beslutter dig for at begynde at dyrke yoga:

• Yoga kan hjælpe med at regulere blodtrykket, hvilket igen mindsker risikoen for at få et hjerteanfald
• Yoga kan bidrage til at forbedre kroppens fleksibilitet, balance og styrke
• Åndedrætsøvelser i forbindelse med yoga kan forbedre funktionerne i åndedrætssystemet
• Yoga kan også reducere stress
• Yoga kan hjælpe med at reducere inflammation i led og hævede muskler
• Ved at dyrke yoga kan sindet holde fokus på opgaver i længere tid
• Yoga kan hjælpe med at mindske angst
• Ved at dyrke yoga kan du også forbedre kroppens kropsholdninger betydeligt.
• Yoga kan hjælpe med at forbedre søvnvaner

Til opsummering

Yoga har tydeligvis haft en lang historie, hvor den har udviklet sig. Her er en hurtig opsummering af de vigtigste punkter, der er diskuteret ovenfor:

• Yoga blev først praktiseret af Indus-Sarasvati civilisationen i Indusdalen (Nordvest Indien), ca. mellem 3500 og 3000 f.Kr.
• I denne tidlige fase blev yoga sandsynligvis betragtet som en kontemplativ øvelse.
• Efter Indus-Sarasvati civilisationen sluttede et sted omkring 1750 f.Kr., arvede indo-arierne yogaen.
• Derefter fulgte en udviklingsproces, der varede i omkring ti århundreder (15.-5. århundrede), hvor yogapraksis udviklede sig til at omfatte religiøst og filosofisk indhold.
• Denne rige tradition blev senere organiseret af den hinduistiske vismand Patanjali, som på et tidspunkt mellem det 2. og 5. århundrede e.Kr. præsenterede en systematiseret version af yoga, kendt som Ashtanga Yoga (otte-benet yoga).
• Patanjalis vision postulerer, at der er otte stadier i yogaen, som udøveren først skal mestre hvert enkelt af dem for at opnå oplysning og åndelig frigørelse.
• Fra slutningen af det 19. århundrede og fremefter introducerede nogle yogamestre en forenklet version af yoga i den vestlige verden.

I dag er yoga fortsat populær i hele verden og roses for sine fysiske og mentale fordele.