Hinduistisk mytologi er tæt forbundet med hinduistisk religion og kultur. Faktisk stammer mange af hinduistiske skikke, ritualer og praksis fra de arketypiske myter. Disse myter og epos er blevet samlet og overleveret i over tre tusind år.

Hinduistiske myter dækker en lang række temaer og har været genstand for forskellige fortolkninger og analyser. Disse myter er ikke bare historier, men tjener som en dybtgående filosofisk og moralsk vejledning for både voksne og børn. Lad os se nærmere på de hinduistiske mytologiske tekster og deres betydning.

Oprindelsen af hinduistisk mytologi

Det er ikke muligt at finde frem til den nøjagtige oprindelse af hinduistiske myter, da de blev produceret og overført mundtligt for flere tusinde år siden, men historikere og lærde konkluderer, at hinduistiske myter opstod med arierne, eller indoeuropæerne, som indvandrede til det indiske subkontinent.

Arierne grundlagde den tidligst kendte form for hinduisme, og de skabte adskillige litterære og religiøse tekster. De ældste af disse skrifter er kendt som Vedaerne.

Aryernes særlige baggrund og indflydelsen fra lokale kulturer gav anledning til mangefacetterede mytologiske tekster med mange lag af dybtgående betydning.

Vedaerne blev efterfulgt af Ramayana og Mahabharata, heroiske epos, som vandt stor anerkendelse på hele subkontinentet. Efterhånden tilpassede hver landsby og lokalitet myten til deres egne traditioner og rituelle praksis.

Gennem disse myter og historier spredte hinduismen sig til andre dele af Indien og fik efterhånden flere tilhængere. Disse myter blev også fortolket af helgener og asketikere, som gjorde opmærksom på de forskellige dybere betydninger og betydninger, der var indlejret i teksten.

Vedaerne

Vedaerne er de ældste hinduistiske skrifter, som alle andre tekster og myter stammer fra. De blev skrevet på det gamle vediske sanskrit mellem 1500-1200 f.Kr.

Vedaerne fremhævede vigtigheden og betydningen af sandhed og tjente som en vejledning til at leve et rent og respektabelt liv. Teksterne havde ikke en enkelt forfatter, men blev samlet, skrevet og organiseret af Vyasa, en stor helgen i den tidlige hinduisme.

Vyasa opdelte Vedaerne i fire dele: Rig-Veda, Yajur-Veda, Sama-Veda og Atharva-Veda. Denne opdeling blev foretaget for at almindelige mennesker kunne læse og forstå teksterne uden problemer.

1- Rig-Veda

Rig- Veda betyder viden om vers og indeholder en samling af 1.028 digte eller hymner. Disse vers er yderligere grupperet i ti bøger kaldet mandalas Hymnerne og digtene i Rig-Veda er udformet som invokationer til at kommunikere med hinduismens vigtigste guder. De reciteres normalt for at opnå velsignelser og gunst fra guderne og gudinderne.

Rig Veda giver også en trin-for-trin vejledning i, hvordan man opnår åndelig lykke gennem yoga og meditation.

2- Yajur-Veda

På sanskrit betyder Yajur Veda tilbedelse og viden. Denne Veda har omkring 1.875 vers, som skal synges før rituelle offergaver. Yajur Veda er opdelt i to store kategorier, den sorte Yajurveda og den hvide Yajurveda. Den sorte består af uorganiserede vers, mens den hvide har velstrukturerede sange og hymner.

Yajur-vedaen kan også betragtes som en historisk optegnelse, da den indeholder oplysninger om landbrugets, det sociale og økonomiske liv i den vediske æra.

3- Sama-Veda

Sama-Veda betyder sang og viden. Det er en liturgisk tekst, der indeholder 1.549 vers og melodiske sange. Denne Veda indeholder nogle af verdens ældste melodier og bruges til rituelle påkaldelser og sang. Første del af teksten indeholder en samling melodier, og anden del har en samling af vers. Versene skal synges med hjælp fra de musikalske intonationer.

Historikere og lærde mener, at klassisk dans og musik stammer fra Sama-veda'en, som indeholder regler for sang, sang og musikinstrumenter.

De teoretiske dele af Sama-veda'en har påvirket flere indiske musikskoler og især den karnatiske musik.

Upanishaderne

Upanishaderne er sene vediske tekster, der er skrevet af den hellige Ved Vyasa. De er de mest læste af alle hinduistiske skrifter. De omhandler filosofiske og ontologiske spørgsmål, såsom væren, tilblivelse og eksistens. Upanishadernes hovedbegreber er Brahman, eller den ultimative virkelighed, og Atman, eller sjælen. Teksten erklærer, at hvert individ er en Atman, der i sidste ende smelter sammen med Brahman,det vil sige den højeste eller ultimative virkelighed.

Upanishaderne tjener som en vejledning til at opnå den ultimative glæde og åndelighed. Ved at læse teksten kan man opnå en større forståelse af sin Atman eller sit Selv.

Selv om der findes flere hundrede Upanishads, anses de første for at være de vigtigste, og de er kendt som Mukhya Upanishaderne.

Ramayana

Ramayana er et gammelt hindu-epos, der blev skrevet i det 5. århundrede f.Kr. af helgenen Valmiki. Det har 24.000 vers og fortæller historien om Ram, prinsen af Ayodhya.

Ram er arving til Dasaratha, kongen af Ayodhya. Men på trods af at han er kongens ældste og mest begunstigede søn, får han ikke mulighed for at bestige tronen. Hans snedige stedmor, Kaikeyi overtaler Dasaratha til at overdrage tronen til sin søn, Bharatha. Hun har succes med sit forsøg, og Ram, sammen med sin smukke kone Sita, bliver forvist til skoven.

Selv om Ram og Sita finder glæde ved at leve et simpelt, asketisk liv, bliver deres lykke snart ødelagt af dæmonkongen Ravana. Ravana kidnapper Sita og tager hende med over havet til Lanka. Ram, der er smertefuld og vred over tabet af sin elskede, sværger at besejre og dræbe dæmonkongen.

Med hjælp fra flere abeguder bygger Ram en bro over havet og når frem til Lanka. Ram besejrer dæmonkongen Ravana og vender hjem for at kræve tronen. Han og hans dronning Sita lever lykkeligt i flere år og avler to sønner.

Ramayana er stadig relevant selv i dag, og hinduer betragter den som en hellig tekst, der formidler vigtigheden af Dharma (pligt) og retfærdighed.

Mahabharata

Mahabharata blev skrevet af den hellige Ved Vyas i det 3. århundrede f.v.t. Det har i alt 200.000 verslinjer og flere prosastykker, hvilket gør det til verdens længste episke digt. Inden for hinduismen er Mahabharata også kendt som den femte Veda.

Eposet fortæller om kampen mellem to kongelige familier, Pandavas og Kauravas, der kæmper om tronen i Hastinapura. Kauravas er konstant jaloux på Pandavas' færdigheder og evner og forsøger gentagne gange at eliminere dem. Pandavas overvinder disse forhindringer og vinder til sidst Kurukshetra-krigen. De regerer med succes imperiet i flere år og stiger til sidst op tilhimlen efter Krishnas død.

Det vigtigste tema i Mahabharata er opfyldelsen af ens hellige pligt eller dharma. Personer, der vover sig væk fra den vej, de er blevet tildelt, bliver straffet. Derfor gentager Mahabharata princippet om, at hvert enkelt individ skal acceptere og udføre de pligter, der er blevet tildelt ham/hende.

Bhagvad Gita

Bhagvad Gita, også kendt som Gita, er en del af Mahabharata. Den består af 700 linjer og er skrevet som en samtale mellem prins Arjuna og hans vognmand, Lord Krishna. Teksten udforsker forskellige filosofiske aspekter som liv, død, religion og dharma (pligt).

Gita'en blev en af de mest populære tekster på grund af dens enkle gengivelse af vigtige filosofiske begreber. Den gav også folk vejledning i deres daglige liv. Samtalerne mellem Krishna og Arjuna udforskede temaer som konflikter, usikkerhed og tvetydighed. På grund af dens enkle forklaringer og samtalestil fik Gita'en stor anerkendelse i hele verden.

Puranaerne

Puranas er en samling af tekster, der dækker en lang række emner som kosmogoni, kosmologi, astronomi, grammatik og guder og gudinders slægtshistorier. Det er forskellige tekster, der omfatter både klassiske og folkelige fortælletraditioner. Flere historikere har betegnet puranaerne som encyklopædier på grund af deres store spændvidde i form og indhold.

Puranaerne har med succes sammenfattet den kulturelle praksis hos både eliten og masserne i det indiske samfund, og derfor er de en af de mest roste og ærværdige hindutekster.

Det menes også, at de banede vejen for indiske klassiske danseformer som Bharatanatyam og Rasa Leela.

Desuden stammer de mest berømte festivaler, Diwali og Holi, fra ritualerne i Puranaerne.

Hinduistisk mytologi i populærkulturen

Hinduistiske myter er blevet genskabt og genfortolket i forenklede former for både voksne og børn. Tv-kanaler som Pogo og Cartoon Network har skabt animerede shows for episke figurer som Bheem, Krishna og Ganesha .

Derudover har tegneserier som Amar Chitra Kadha også forsøgt at formidle den væsentlige betydning af eposene gennem enkle dialoger og grafiske gengivelser.

Ved at forenkle de dybere betydninger i eposene har tegneserierne og tegnefilmene været i stand til at nå ud til et større publikum og skabe større interesse blandt børn.

Indiske forfattere og forfattere har også forsøgt at omskrive myterne og gengive dem i fiktiv prosa. Chitra Banerjee Divakaruni's Paladset af illusioner er en feministisk tekst, der ser på Mahabharata fra Draupadis perspektiv. Shiva-trilogien skrevet af Amish Tripathi genfortolker myten om Shiva ved at give den et moderne twist.

Kort fortalt

Den hinduistiske mytologi har opnået verdensomspændende betydning og anerkendelse og har påvirket flere andre religioner, trossystemer og tankesæt. Den hinduistiske mytologi vokser fortsat, efterhånden som flere og flere mennesker tilpasser og genskaber de gamle historier.